fredag den 29. maj 2015

Detours: Højbjerg og Brabrand

Snart nærmer sig tiden, hvor jeg kan fejre mit 15 års jubilæum som århusianer. Igennem årene har vi boet i Egå, Nørreport, Brabrand og nu Hasselager, og selvom savnet til midtbyen af og til melder sig, er tilværelsen her i den sydlige del af Århus absolut ikke at kimse ad. Skov, strand og midtbyen er ikke mere end 10-15 minutter væk, Odder og Skanderborg kan nås i løbet af en ganske kort køretur, og mange århusianske bydele og forstæder tilgås nemt, hvis man vælger en lille omvej frem for de større indfaldsveje.
 
Det sidste bliver engang imellem udnyttet, når der skal handles ind. Står man i Rema 1000 i Tranbjerg eller Kvickly i Viby, kan man nærmest høre vinylpladerne i Kræmmerland Syd kalde på en, og en sådan fristelse faldt jeg for forleden og fik bl.a. disse plader med hjem:
"That Summer"-soundtrack (Elvis Costello, Ramones, The Undertones, Ian Dury osv.) fra 1979 på gul vinyl, dobbeltalbum med julemandens yndlingssange (som sjovt nok også er nogle af mine favoritter) og så lidt mere Birgitte Grimstad til samlingen (som skal sælges på et tidspunkt). Alt sammen til ca. 30 kroner.
 
Dagen før kørte jeg "den pæne tur" til Århus, som bl.a. går igennem smuk natur, forbi Brabrandsøen og over Gl. Brabrand, og så vil det næsten være dumt ikke at stoppe ved Kirkens Korshærs store butik i netop Brabrand. Her fylder møbler og glas mest, men bogafdelingen er bestemt også et besøg værd. Vinylmæssigt plejer der ikke at være meget at komme efter, men man har lov til at være heldig:  
 
Jeg er især begejstret for det perfekte eksemplar af "Madsens Septiktanker" fra 1986, som faktisk er ret eftertragtet, men som jeg nok ikke kommer til at skille mig af med. Nøglen til et godt liv er at have muligheden for at lytte til "Terylene Bukser" på vinyl hver eneste dag.   

Ingen kommentarer:

Send en kommentar