mandag den 14. september 2015

Loppetorvet - en lidelsesberetning

På en af de der vildt ringe sommerdage, vi havde i sommerferien, fik jeg økuller, var irriterende og blev sendt ud af huset med formaning om at vende tilbage i bedre humør. Jeg drog mod Odder for at besøge Loppetorvet igen. Jeg har tidligere begrædt deres håndtering af deres vinylplader, men nu var der ryddet op og hylderne repareret...men af en eller anden sindssyg grund opbevarer man nu pladerne således:

Jeg fik en hyggelig snak og en kop kaffe med stedets ejer (som i parentes bemærket også tilbød mig at købe en flot gammel hestekaret til 10.000 kr), men han kunne ikke helt give en brugbar forklaring. I stedet valgte jeg at bruge et par timer på at redde en ordentlig stak interessante plader, men føler du trang til at gøre det samme for James Lasts samlede opus eller tyske opsamlingsplader ad libitum, skal du nok agere hurtigt, inden de giver efter for fugt, kulde og ikke mindst pres. Sandie og hendes legeonkel Jack er der i øvrigt også stadigvæk, hvis det kunne friste.

Midt imellem alle elendighederne fandt jeg pludselig denne julekalenderplade med Sten Bramsen:

Jeg følte mig straks tiltrukket af det specielle cover, som virker særdeles uorganiseret, uovervejet og glædesløst, og da teksten lover både en rigtig julekalender med låger samt fortællingen om Alfred Måge og Fisker-Morten, var jeg solgt på stedet. Jeg åbnede op for pladens centerfold og fandt en flot julekalender med langt de fleste låger intakte:

Derpå skyndte jeg mig at fiske LP'en ud for at tjekke den for ridser, og hvad finder jeg?....

En opsamlingsplade med røvsyge Beatles, verdenshistoriens mest overvurderede band. Jeg har sjældent været så skuffet og harm. At dømme ud fra de to afrevne låger på kalenderen troede jeg lige, jeg skulle hjem og gyse over mågens tilsyneladende olietilsølede skæbne, som ender noget så tragisk, da Fisker-Morten føler sig presset til medlidenhedsdrab, men jeg blev klogere, gjorde jeg.

Nå. I disse moderne tider tager en spontan Google-søgning på "Sten Bramsen" os selvfølgelig lige til historien, men nu kan det være lige meget. Jeg vil skide på den åndssvage måge og hans fiskerven.

  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar