tirsdag den 24. november 2015

Singleliv: Wham - Last Christmas


Novembers julesingle. Én måned til juleaften!
Der er en god sandsynlighed for, at du allerede her d. 24/11 (en måned før juleaften) har hørt denne forfærdelige sang i radioen eller på din lokale beværtning. Jeg forsøger hvert år at undgå "Last Christmas" mest muligt, men jeg har kun haft 100% succes et enkelt år, hvor jeg for det meste var sammen med mig selv og uden radio, arbejde og social kontakt :-(
Et andet år var jeg sindssygt tæt på, men det blev ødelagt en af de sidste dage op mod jul, hvor en nævenyttig elev af en eller anden grund følte trang til at afspille den fra sin computer, idet jeg trådte ind i lokalet.
Jeg hader "Last Christmas", som jeg hader alle julesange, hvis eneste relation til julen er, at ordet "Christmas" bliver nævnt et par gange undervejs. Sådan noget er for mig ikke en julesang. Ydermere er Wham bare et hæsligt band, hvis eksistensberettigelse er svær at få øje på.
Jeg vil ikke analysere sangen i detaljer, for dels fortjener den det ikke, og dels kender vi den alle til hudløshed, men b-siden "Everything She Wants" er til gengæld en kommentar eller to værd. Man kan sige, at den har lige så meget med julen at gøre som "Last Christmas" (hvilket vil sige ingenting overhovedet), men hvor "Last Christmas" er en banal, statisk kærlighedsfortælling, rummer "Everything She Wants" et helt andet niveau af dramatik og hjerteskærende udgydelser. Jeg kendte ikke sangen, og rent musikalsk er det selvfølgelig et frygteligt nummer, men det tekstmæssige heroiske epos, som udgøres af en hårdtarbejdende ægtemands refleksioner over et seksmåneder gammelt ægteskab, er godt nok stærke sager. Tjek eksempelvis det her ud:
Some people work for a living
Some people work for fun, girl, I just work for you
Eller det her:

And now you tell me that you're having my baby
I'll tell you that I'm happy if you want me to
But one step further and my back will break
If my best isn't good enough
Then how can it be good enough for two?
I can't work any harder than I do 
Wow.
På singlens forside ser man en Colgatesmilende George Michael i julemandskostume bærende en stor sæk med gaver i favnen, mens Andrew Ridgeley fjoller rundt i Rudolf-forklædning. Eller fjoller han bare? De lukkede øjne, den rundformede mund og især højre hånds lillefinger placeret i rensdyrhattens ene næsebor kunne godt indikere netop dette, men vender vi singlen om, bliver vi præsenteret for dette skrækindjagende billede: 

Ridgeley er ved første øjekast blevet et uskyldigt offer for en rensdyrjagt-gone-wrong, men læser vi den ledsagende tekst, tegner der sig et billede af et skånselsløst komplot orkestreret af NME og deres evindelige jagt efter sensationsstof:
But all good things must come to an end, and countless 'WHAM! SPLIT' stories are realised as "Rudolph Ridgeley" is struck down by a rabid NME huskey.

Husk at #24dage24juleplader begynder d. 1. december på Instagram. Følg mig der (brugernavn: anderzob) eller her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar