Så er den ved at have indfundet sig, julestemningen. Jeg er normalt aggressiv prædikant for nul jul før d. 1. december og alle-nisser-ud-af-mit-hus! efter d. 24., men det er som om, at sidste uges pladesortering, gårsdagens andeorgie og planlægning af nærtforestående julefrokoster har gjort et eller andet ved mit julesind.
Pladesorteringen var nødvendig for at skabe overblik over decembers julekalenderplanlægning, og den sørgelige realitet er, at jeg måtte frasortere en masse guldplader for at få kabalen til at gå op. Til gengæld er der rigeligt med plader til endnu en julekalender næste år, hvilket er rart, eftersom lysten til at lede efter og glæden over at finde gamle juleplader i butikkerne er stærkt nedadgående. Jeg håber ikke, denne manglende lyst går ud over lytte- og skriveglæden i december, men det tror jeg nu ikke. Dertil er det alt for svært ikke at glæde sig uhæmmet til at ligge sparsomt klædt på bjørneskindet foran tv-pejsen og lytte til tonerne af eksempelvis den romantiske TV Shop-compilation ovenfor eller Udo Kier-look-a-likens saxofonjuleplade.
I går fik vi and, da vi glemte Mortens Aften i tirsdags, og mens duften bredte sig i huset, begik vi helligbrøde og satte en juleplade på, og selvom det føltes forkert, og man modtog bebrejdende ord fra ældstedatteren, var det nu alligevel en rar følelse. Rart var det også at stifte bekendtskab med Taffels åbenlyse forsøg på at tage kampen op mod de kanoniserede Meny-chips fra KiMs: "Taffel julehjerter"
Onde tunger vil nok påstå, at der er tale om et slet skjult rip-off-produkt, men jeg bifalder chipsene grundet en lidt skarpere saltning og den hule hjerteudformning, som tiltaler både min æstetiske sans samt mit behov for gode knaseoplevelser.
Og så er det bare sindssygt vigtigt med nye julemadsprodukter, for Danmark er godt nok et u-land, når det kommer til det. Hvert eneste år fyldes supermarkedshylderne med det samme gamle vingummiflæsk, likørtoppe, Bridge-blandinger, dårligt chokolade, tarvelige "marcipan"-produkter og andet lort, som folk føler sig forpligtiget til at købe, men som ingen gider at æde. Jeg har altid været fortaler for flere julebrands, og det er forstemmende fortsat at se Kaptajn Knas uden nissehue, vingummibamser uden glöggsmag og marcipanbrød uden kanel- og nellikkefyld i de danske butikker. Jovist, m&m's har forsøgt sig i Danmark med deres julefarvede chokolader, og Marabou introducerede for et par år siden en krydret chokoladeplade med smag af bl.a. kanel, ingefær og vanilje, men året efter var de væk.
Bryggerierne har regnet den ud, og selvom den vaniljeøl, jeg drak sidste år, var udrikkelig, og jeg heller ikke har megen lyst til at prøve den daddel og ingefær-øl, som findes på hylderne i år, er det dog skønt at se opfindsomheden udfolde sig i både indhold og udpakning. Måske er disse chips et lille skridt i den rigtige retning?
