mandag den 30. marts 2015

Jul for de små (og de store...og mig)

Som Paul Sheldon har Annie Wilkes, eller som den overvægtige kvinde har sin feeder, har jeg en rigtig god ven ved navn Line, som åbenbart er så bange for, at der ikke kommer en julepladejulekalender til december, at hun er begyndt at forsyne mig med plader.

I forbindelse med en herlig tur til København gav hun mig denne:
Jeg syntes nok, jeg kunne genkende snotungerne i vinduet, men ellers anede jeg ikke uråd. Som billedet viser, ejer jeg dog allerede "Jul for de små (og de store)" - bare i en anden indpakning.

De grimme børn er de samme, men bortset fra det er der en række layoutmæssige forskelle mellem de to albums. Eksempelvis har folkene bag den grønne plade ("Line-pladen") fundet det nødvendigt at pointere, at Keld & The Donkeys og Nisserne fra Solbyscenen er med på pladen, mens hverken Court Helmer og Spillopperne eller Lille Gitte, som retteligt står for størstedelen af pladens numre, bliver nævnt med ét eneste ord. 

Der har helt sikkert været noget råddent på spil, og jeg hæfter mig bl.a. ved, at den hvide plade slet ikke nævner kunstnere på forsiden af coveret. Da begge plader er udgivet på Odeon/EMI i 1969, kan den eneste forklaring være, at Lille Gitte og Spillopperne trak folkene bag pladen i retten, og efter lange, seje forhandlinger besluttede man sig for at trække den grønne plade tilbage og i al hast smide den hvide plade på gaden for at sikre sig en bid af julekagen.

Denne forklaring forstærkes kun ved, at den hvide plade har et mere sjusket udtryk end den grønne, og bl.a. er Lille Gittes hit "Hej hop, lille nisse" blevet forkert navngivet til "Høj hop, lille nisse", hvilket dog også kan ses som en subtil hævnaktion fra pladeselskabets side. "Ja, hop du kun højt, Lille Gitte, for det gør kun dit fald værre...hehehe...." Ja, julepladebranchen er hård og ubarmhjertig.

Fejltryk og tilbagekaldte plader er indbringende samlerobjekter, hvorfor jeg regner med, at min alderdom nu er sikret. Tak Line.

lørdag den 28. marts 2015

Jørgen Ingmann: 1925-2015

Cocktails og hvidt tandsæt
For præcis en uge siden døde Jørgen Ingmann 89 år gammel foran computeren i sin lejlighed. De mange mindeord, der er fulgt i kølvandet på den kedelige begivenhed, har naturligvis centreret omkring "Dansevise" og "Apache" og derudover tegnet et interessant billede af en enspænder, hvis præstationsangst og sceneskræk kom i vejen for karrieren.

Ingen nævner dog juleudgivelsen  "Swinging Good Old Christmas" fra 1971, som d. 12. december sidste år fik æren af at figurere på min #24dage24juleplader-julekalender med ønsket om, at pladen skulle være soundtracket til det julecocktailsemiswingerparty, der lever i bedste velgående i mine fremtidsvisioner.

Turtleneck og hvidt tandsæt
Ingmann bliver over en bred kam omtalt som en af verdens bedste guitarister, og selvom jeg ikke er den rette til at bedømme validiteten af det udsagn, må jeg indrømme, at pladen ikke helt falder i min smag. Det er lidt som om, at guitarspillet drukner i halvfjerdsererotisk muzak frem for tyk julestemning, og sangvalgene, som er klumpet sammen i det ene medley efter det andet, er mildest talt aparte. Sådan noget kan lykkes, hvilket jeg har et perfekt eksempel på til december, men her er det bare underligt. En hurtig søgning på Discogs afslører da også, at dette album åbenbart er det eneste julerelaterede materiale fra Ingmanns hånd, og det er måske ikke så underligt. Enhver musiker kan have hånd og stemme med i julemusikken, men det kræver også hjerte, ja det gør så.  

Men, men, men albumcoveret kan ingen (INGEN!) sætte en finger på. Rød polo, hvidt tandsæt, julepynt og en lækker blød belysning. Who could ask for more? Bagsiden, som viser en sort/hvid (noget yngre?) Ingmann iklædt en smart turtleneck, owner også. Sådan vil vi huske ham.



søndag den 22. marts 2015

Hjallerup Marked i Højbjerg

Bag denne undseelige sorte dør gemmer der sig en århusiansk pendant til Hjallerup Marked. Rent faktisk kan de gamle fabriksbygninger og det rå, industrielle setup lede tankerne hen mod visse dele af Camden Market, men det er i så fald et Camden Market proppet med kinesisk plastikbras, bland-selv-hundekiks, kontormøbler, partivarer, hideous brugskunst, sjofle hentydninger og sort kaffe på kanden, så lad os fortsætte med Hjallerup Marked-analogien (på trods af jeg aldrig har været der).

Heldigvis har de også bøger og en kæmpe pladeafdeling, som faktisk er ganske glimrende. At lede efter vinylplader i genbrugsbutikker og på kræmmer- og loppemarkeder kræver om noget stærke fingre, for de kan let blive trætte af at bladre igennem oceaner af ABBA-plader og tyske opsamlinger, og det er ikke overraskende også tilfældet her. Men pludselig støder man på Billy Braggs debutplade (den der skal spilles ved 45 rpm), Echo and the Bunnymen, forholdsvis sjældne KLF-maxier osv., og det er bestemt ikke hverdagskost på steder som disse - og da slet ikke til en pris på under en tier pr. stk. Det var også her, jeg fandt mit signerede og højt skattede eksemplar af Richard Ragnvalds julealbum.

Hvis det ikke generer en at blive talt til, som var man på søndagsudflugt med resten af boenheden for psykisk udviklingshæmmede, bare fordi man ønsker at købe julemusik med Richard Ragnvald, Susse Wold og Poul Reichhardt i begyndelsen af marts, så kan stedet varmt anbefales. 

Det kan det også, selvom de handlende ikke er de mest hjælpsomme og servicemindede personer i hele verden. Kan du eksempelvis ikke finde personen, der sælger plader, og beder du om hjælp hos en af de andre, får du med stor sandsynlighed det elokvente, velformulerede svar "Bare kig efter det fede svin, som ikke laver en skid".

Og når du så finder det fede svin (som i øvrigt står ved nødudgangens åbning og ryger), skal du ikke have noget imod at blive gjort nar af hele tre gange i løbet af en ganske kort handel, fordi du ikke lige kunne regne ud, at man i et stort rum fyldt med diske naturligvis skal betale for sine plader ved den disk, der er placeret længst væk fra pladerne. Herligt sted.

Der sælges også frugt og fisk.

søndag den 15. marts 2015

Loppemarked i Hasselager

Her i huset står man med glæde tidligt op en søndag morgen for at kunne være i Risskov ved ottetiden til gymnastikopvisning...til den nette sum af 60 kroner...for at få lov til at se sin datter på gulvet i et kvarters tid...plus et halvtimes show med en flok spandexklædte efterskoleelever...

...nå...

Bagefter slog vi et smut forbi et stort loppemarked i en af de lokale idrætshaller. Det var, som man kunne forvente af en by, hvor antallet af Omaggio-vaser overstiger det samlede indbyggertal; en masse identitetsløst skrammel, tøj og legetøj - og ikke skyggen af hverken juleplader eller andet kræs.

onsdag den 11. marts 2015

En quickie i Brugtvareterminalen

Vind i håret og vinyler i bagagerummet
En tur i Netto blev i lørdags forlænget med et hurtigt besøg i Brugtvareterminalen i Viby. Det er ikke et sted, hvor man gør de helt store kup, men på den anden side synes jeg, de er ret fair mht. priser, og så er det bare et kæmpe sted med en hyppig udskiftning af varer, så man går sjældent forgæves. Når alt kommer til alt, har vi da også fundet en del fede ting der, som man sikkert godt kunne sælge videre for en mindre avance, hvis man ville.

Det gælder dog ikke deres vinylplader, som har en tendens til at koste en 10-15 kroner mere, end de er værd. På denne vindblæste dag fik jeg dog en julecompilation fra Total Experience Records og et stykke dansk popkultur for i alt 40 kroner, hvilket ikke er så slemt.

Da jeg lavede julekalenderen i december havde jeg omkring 30 plader at vælge imellem, men nu nærmer det tal sig en tredobling, tror jeg, så det er ikke engang sikkert, at denne funk/soul-plade får en plads i årets udgave. Det er lidt vildt at tænke på. 

Jeg begyndte at købe juleplader for nogle år siden, fordi jeg mente, det kunne være en hyggelig måde at høre julemusik på, og da den lokale genbrugsbutik solgte LP'er for en femmer, var det jo ingen sag. Nu har jeg begrænset mine indkøb til klassikere og sære udgivelser, men samlingen er alligevel vokset eksplosivt de sidste par måneder, og det skyldes primært, at hver gang jeg bevæger mig ind i en genbrugsbutik, så står der små bornholmske Anders'er, pelshatsklædte russere eller folkekære skuespillere og lokker med juletoner og afsindigt grimme covers. Og dét kan jeg ikke stå for.

lørdag den 7. marts 2015

Ragnvald does not approve

Skulle det være et stykke med Richard?
I sidste weekend besøgte jeg et nyt kræmmermarked i vores del af byen (mere om det mærkværdige sted en anden gang), hvor jeg var så "heldig" at finde et signeret eksemplar af denne afskyelighed af en juleplade i en kasse proppet med sære juleudgivelser: Richard Ragnvalds "Jul i Skovhuset". Okay, hvis sandheden skal frem, så har jeg ikke lyttet til den endnu (det må vente til december), og hvis det viser sig, at den er fremragende, så æder jeg med glæde mine ord igen.

Nå, jeg er her i en anden anledning. Bagsiden af coveret omfatter ud over tracklisten det skønne billede nedenfor samt følgende tekst:
Tak til: Marianne og Kurt Jensen
Skovhusets Grill og Cafeteria "Skovby"
Telefon 06943538
Beliggende på hovedvej A15 mellem Århus og Galten
Ægte cafeteriajulestemning hos Marianne og Kurt
"Skovhuset" er altså et cafeteria beliggende lidt uden for Århus, så jeg formoder, at billedet  viser mor Marianne, far Kurt, Ragnvald med guitar i baggrunden, et par velnærede stamkunder og så værtsparrets kernesunde søn (han kunne godt ligne en Frederik eller måske Mike) med forventningsfuldt smil og risengrød i forgrunden. Pladen og billedet har 22 år på bagen, men jeg forestiller mig, at far og Frederik sidder der endnu iført matchende polotrøjer kun ventende på min bestilling. Marianne er for længst stukket af med "El Ernst" - elektrikeren som på billedet sidder ved hendes side og fyrer hyggeracistiske jokes af (og er det en hånd, man aner, han har placeret på hendes bag?)

Jeg skal naturligvis have en halv grillkylling med bølgepommesfrites og masser af remoulade, men som alle andre gode ting her i livet, må det forblive en uopnåelig friturevåd drøm. En hurtig Google-søgning afslører nemlig, at "Skovhuset" nu er hjemsted for SundeSandwich.dk og BlandSelvSalat.dk, som bl.a. leverer sunde madløsninger til firmaer og skoler. 

Skandaløst, og jeg er sikker på, at Richard Ragnvald allerede tilbage i 1993 følte denne uhyrlige udvikling komme brasende, så jeg ser "Jul i Skovhuset" som en støtteplade helt på højde med "Do They Know It's Christmas". Men ligesom der stadigvæk er børn, der sulter i Etiopien, må også "El Ernst" og de andre madglade stamkunder se sig om efter et andet sted at få stillet sulten. En sand tragedie.

onsdag den 4. marts 2015

En ny blog

Andy og undertegnede deler en intim stund under misteltenen
Så prøver vi igen. Jeg har siden 2002 blogget fra forskellige platforme om alt fra musedrab og personlige fodboldtriumfer til indierock og flere personlige fodboldtriumfer, men de seneste fem år har lysten (og tiden) til at publicere ligegyldigheder på internettet været sparsom. De få ting, jeg har lyst til at dele eller kommentere på, klares snildt via Facebook og Instagram, så blogbehovet er stort set ikke-eksisterende.

Så hvorfor denne blog? Jeg ved det faktisk heller ikke helt selv, men i december lavede jeg den her julepladejulekalender på Instagram (#24dage24juleplader), og der savnede jeg lidt muligheden for at poste lydklip, videoer, flere coverbilleder og i sjældne tilfælde mere tekst (end Instagram tillader). Jeg forestiller mig, at denne blog kan bruges til det formål, og igennem de resterende 11 måneder vil jeg sporadisk opdatere bloggen med indlæg omhandlende mine plade- og genbrugseventyr, skammen ved at købe juleting i juli, små baggrundshistorier om albums eller kunstnere...og andet som ikke lige er Instagram-egnet.

Jeg ved ikke helt, hvordan det kommer til at gå, og tid er der stadigvæk ikke meget af, men så kan man jo altid glæde sig til december, hvor der bliver mulighed for at lytte til julemusik i alle afskygninger. Oh yes, januar og februar har været særdeles leveringsdygtige i gamle vinylplader, og uden at sige for meget kan jeg vist godt afsløre, at man har noget at se frem til, hvis ord som "panfløjte", "Morgennisser", "lummer jul", "svensk jul", "mormoner" eller "jul i Favør" pirrer ens indre nisse (eller juleglans).