David Bowie: 1947-2016

Med et halvhjertet ønske om at sparke lidt liv i bloggen igen forsøger vi os med et dødsfald. David Bowies.

 

I mine to seneste indlæg har jeg cirklet omkring tidspres og julemæthed som værende udslagsgivende faktorer for denne blogs stilstand, men jeg må også indrømme, at Bowies død slog mig noget ud - faktisk i en sådan grad, at det var svært at tænke på andet længe efter nyheden dukkede op den mandag morgen i januar.

 

Fredag d. 8/1 skrev jeg begejstret dette om Bowies nyeste udgivelse: 

2016 er i den kontekst kommet ekstremt godt fra start, for det viser sig, at David Bowie har besluttet sig for at lave fremragende og vedkommende musik igen, og jeg sidder lige nu og lytter til "Blackstar", som udkommer i dag.

Den følgende mandag havde jeg sat mine elever i gang med en typisk hjernedød mandag-morgen-øvelse ("Find en interessant artikel på en britisk avis' hjemmeside og sig noget fornuftigt om den"), da den altoverskyggende nyhed på samtlige elevers computere pludselig var "David Bowie dies of cancer at 69". Jeg har ikke lyttet til "Blackstar" siden.

Til gengæld har jeg gennemtrawlet hele hans diskografi fra ende til anden et par gange, og nu er jeg Bowie-mæt, men også fuld af beundring for mandens musik og generelle betydning - især som stilikon og identitetsudfordrer. Som musikskaber har jeg aldrig helt købt præmissen om, at han har stået fadder til 5-6 stilarter, for flere gange har han også haltet gumpetungt efter (her tænker jeg mest på balle-Bowie, drum and bass-Bowie og fjollede folksy-Bowie), men at han var en genial sangskriver, kan man ikke tage fra ham. Kig blot på hans output fra 1970-1980 (den rædderlige "Pin Ups" fraregnet)...wow!

For mig personligt har Bowie altid været der, men det var først i sluthalvfemserne, jeg for alvor dykkede ned i hans udgivelser og fik øjnene op for hvor vild han er. Dette skyldtes, at jeg kom til at dele en lejlighed med en mandsperson, som havde en ekstrem konservativ tilgang til musikken. For ham gav 3-5 artister og bands alt det, han havde brug, hvilket var komplet uforståeligt for et musikalsk nysgerrigt menneske som mig. Bowie var en af disse, og det var en kæmpe oplevelse at give sig i kast med alle de CD'er, der pludselig befandt sig i min umiddelbare nærhed.

Siden har han i perioder fyldt en hel del i mit liv, og jeg er ekstremt glad for, at jeg fik chancen for at se ham på en amfiscene i støvregn i Horsens denne sommeraften:

 

 

 

Nå, traditionen her på siden er at hylde nyligt afdøde artister, som har en eller anden forbindelse til julemusikken, og her kan man ikke sige, at David Bowie har været nævneværdigt aktiv (heldigvis), men vi har da denne spøjse duet med Bing Crosby at fornøje os med, hvilket også validerer denne update. Nu skal Bowie have en pause, og når efteråret melder sig, er det vist på tide at voldspille "Blackstar" igen.
 

 





Blogito ergo sum

Ifølge mine kalkulationer fyldte denne blog 1 år i går, hvilket jeg valgte at fejre ved at køre en tur forbi GPS'en Genbrug i Nørrenutten på vej fra arbejde. Rygtet sagde, at de havde flere Bowie-plader til salg, men det viste sig at være en and (en stor møgbeskidt and). Væk var de i hvert fald. I stedet fik jeg gjort min samling af Simple Minds' postpunk- og new wave-udgivelser (1979-1984) komplet, tilføjet lidt til mit store pladeudsalg, og så fandt jeg den her lækre sag til ingen penge:

Rygtet siger, at Morrissey fyrede dem som opvarmningsband for The Smiths på deres "The Queen Is Dead"-tour, fordi de var alt for gode og overskyggede Moz og co. fuldstændigt. Det lyder sandsynligt nok, og pladen, som lyder som et mix af The Smiths og Bowie, er umiddelbart en sand lækkerbisken.

Nå. Som det også fremgår af mit seneste indlæg, går jeg for tiden og overvejer denne blogs fremtid, men jeg er nok nået frem til den konklusion, at gammelt julemusik er alt for vigtig en sag til bare at give op. En rigtig blog bliver det her sted dog aldrig. Dertil er engagementet og tiden for sparsom, hvilket også gjorde, at jeg i december aldrig fik gjort alle de ting, jeg havde sat mig for.

Jeg savner de dage, hvor min personlige blog var en naturlig forlængelse af mit fysiske jeg, min daglige kontakt til min omgangskreds og en alternativ vej ud i nye sociale sammenhænge og sammensætninger. Det lyder måske højtragende, men det synes jeg nu ikke.

Jeg blev grebet af blogging-fænomenet i de spæde 00'ere, da jeg så et indslag om det i "Raketfart" (tror jeg det var) og straks oprettede min egen blog. Den fik dog kun en kort levetid, da jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle stille op med den, men det tog fart igen, da jeg inspireret af venner fra studiet pludselig fik øjnene op for mediets relevans og muligheder.

Det var en sjov tid, og da det var på sit højeste, arbejdede mit hoved konstant på højtryk med at omsætte alle mine irl-oplevelser til blogindlæg, mens de fandt sted. Min lille blog med ganske få læsere gav mig venskaber og oplevelser, jeg ikke vil være foruden, og senere gennem Frekvens.dk (som by the looks of it er blevet hacket for nyligt) blev kontaktfladen udvidet, oplevelserne flere og nye verdener åbnet igennem koncerter, festivaler, DJ-gigs osv.

Hvad kan denne lille, uanseelige julemusikblog så bidrage med? Ingen anelse. Personligt har jeg ikke længere behov for at gøre mig bemærket, sætte spor eller etablere nye bekendtskaber, og hver eneste dag bliver jeg bombarderet med over 100 forskellige individers holdninger, udsagn, hilsner, smil, gab, nye frisurer osv. gennem mit arbejde, så jeg er socialt og kommunikativt mæt, når jeg kommer hjem.

Derfor vil denne blog aldrig blive opdateret dagligt, og derfor vil den aldrig få ret mange læsere. Den får dog lov til at bestå. Hvorfor? Fordi jeg ved, at du ikke kan leve uden at vide, hvad jeg synes om Barbra Streisands version af "Jingle Bells" (yikes!), hvordan Poul Reichhardts julealbum lyder, eller hvordan Else Maries irske kartoffelboller smager, og det skal du have tak for.