Årets gang i plader

Sufjan Stevens i julehumør

Når jeg ikke lige lytter til juleplader, har jeg en formidabel musiksmag, hvilket jeg som bloggende menneske altid har følt mig forpligtet til at dele med andre i form af årslister og den slags - og nu da jeg har en platform at skrive ud fra igen, vil det da være nærliggende at tage den tradition op igen og dele musikåret 2015 med mine få læsere. 

At lave en decideret liste har aldrig helt givet mening for mig, idet genrer, tekster, humør, vejr, fodboldresultater osv. altid har en eller anden form for indflydelse på "årets bedste plade lige akkurat nu!" Det til trods har jeg de sidste to år forsøgt at føre en organisk logbog over årets bedste plader for 2014 og 2015 i form af playlister på Spotify. 

Følger vi den foreløbige rangordning for 2015, ser årets top 20 således ud:

1. Sufjan Stevens: "Carrie & Lowell"

2. Bill Ryder-Jones: "West Kirby County Primary"

3. Waxahatchee: "Ivy Tripp"

4. Kurt Vile: "b'lieve i'm goin down..."

5. Julia Holter: "Have You in My Wilderness"

6. Father John Misty: "I Love You, Honeybear"

7. Christopher Owens: "Chrissybaby Forever"

8. The Decemberists: "What a Terrible World, What a Beautiful World"

9. Ryan Adams: "1989"

10. Mikal Cronin: "MCIII"

11. Built To Spill: "Untethered Moon"

12. Grimes: "Art Angels"

13. Parquet Courts: "Monastic Living"

14. Viet Cong: "Viet Cong"

15. The Mountain Goats: "Beat the Champ"

16. The Libertines: "Anthems for Doomed Youth"

17. Mac Demarco: "Another One"

18. Death Cab For Cutie: "Kintsugi"

19. Justin Townes Earle: "Absent Fathers"

20. Sleater-Kinney: "No Cities to Love"

Et kig på listen afslører, at jeg nok pga. min alder får en større og større forkærlighed for singer-song-writers, americana og folk...tilsat et par gamle helte og støj (som ikke støjer alt for meget). Det er dog ikke noget at skamme sig over, og specielt "Carrie & Lowell" står som et lysende eksempel på, hvornår musik er det smukkeste og vigtigste i verden. Sufjan Stevens er tilbage i det eftertænksomme og underspillede hjørne, og han er som altid en af verdens bedste artister, når han tager livtag med livets store spørgsmål, hvilket her (igen) er det mildest talt komplicerede forhold til familien. 

Ellers har det ikke været et sindsoprivende musikår for mig. De fleste af pladerne falder ind under kategorien "Gode at rette stile til", men det har da været dejligt at se bands som Sleater-Kinney, The Libertines, The Mountain Goats, Built To Spill og The Decemberists vende tilbage med det, de gør bedst, selvom det også er en smule kedeligt. Sangene fejler dog ikke noget. At Ben Gibbard og Zooey Deschanel blev skilt har tilsyneladende også gjort Death Cab For Cutie-frontmandens sangskrivning godt, men bandet kommer nok aldrig igen til at lyde som det quirky indiepop-band, jeg forelskede mig i for lang tid siden. Jeg vil give musikåret 2015 karakteren 4/6.

2016 er i den kontekst kommet ekstremt godt fra start, for det viser sig, at David Bowie har besluttet sig for at lave fremragende og vedkommende musik igen, og jeg sidder lige nu og lytter til "Blackstar", som udkommer i dag. Min yndlings-Bowie spiller art-rock eller er produceret af Tony Visconti, og her går begge dele op i en højere enhed. Visconti står dog også bag mindre cool udgivelser - bl.a. denne juleplade fra 1986, som jeg af uransagelige årsager ikke inkluderede i dette års julekalender. Den indeholder endda et snert af Bowie i form af Bowie/Bing Crosby-duetten "Peace on Earth/Little Drummer Boy", hvor selveste Tommy Körberg synger Crosbys linjer. Det glæder jeg mig fan'me til at lægge øre til, og december synes pludselig så laaaangt væk.

Fjollegøj