Nå, jeg havde regnet med, at det var mere svært at finde frem til Anders, horraungen fra Snogebæk, end det rent faktisk var. Mystikken om pladen her, som jeg anmeldte d. 1/12, lovede detektivarbejde, eventyr, fart og spænding (og måske endda evig berømmelse), hvilket fik mig til at drømme om en længere 2016-føljeton med lille bornholmske Anders som omdrejningspunkt, men allerede midt i december førte en ekstrem simpel Google-søgning ("Anders" "Snogebæk") mig til TV2/Bornholms hjemmeside.
Der var du jo, Anders. |
Og sørme om ikke indslaget fra 2007 findes endnu (klik her), og i interviewet med Anders får vi bl.a. historien om julepladen og den store orgelbetvingers senere skæbne, som både inkluderer tivoliturné med Peter Belli, udenlandseventyr og ikke skyggen af hverken drugs, spillemani eller letlevende damer desværre.
Til gengæld er historien om julepladeindspilningen en hidsig sag. Poul Godske svingede pisken, indspilningen tog kun en enkelt dag, og lille Anders kastede op flere dage efter af bar overanstrengelse.
Så det blev altså hverken særligt spændende eller en maratonlang føljeton om fænomenet Anders, men til gengæld kan du nu nyde det 12-minutter lange indslag som en lille nytårsgave fra mig (og TV2/Bornholm) til dig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar