torsdag den 28. april 2016

Ole Erling: 1938-2016 & Ove Verner Hansen: 1932-2016

Det er måske også på sin plads med et par mindeord i anledningen af Ove Verner Hansens og Ole Erlings simultane dødsfald d. 20/2 i år, men jeg har sandt at sige ikke meget at fortælle om hverken den store Hammond-virtuos eller Bøffen.

Til gengæld har jeg en hel del at fortælle Henrik Milling, som Ekstra Bladet hev fat i, da det gik op for dem, at de to korpulente herrer havde udgivet et julealbum sammen i 1976.
Min gamle anmeldelse af pladen fra forrige jul kan læses her.
Henrik Milling, som fra nu af altid skal omtales som "Musikekspert" i citationstegn, har tydeligvis aldrig hørt (eller bare hørt om) pladen, men tøver alligevel ikke et øjeblik med at definere den som værende (og jeg hader det komplet åndssvage udtryk) "kult":
"Det er den allerede. Man kan ærgre sig over, det ikke er jul nu, så kunne den have fået en vis opblomstring. Jeg kan næsten høre, hvordan den lyder for mit indre øre,"
udtaler han bl.a. og tilføjer: 
"det skal nok være en plade, der deler vandene."
Hør her, Milling. Jeg hører for mit indre øre en "musikekspert", som i sin fuldkomne uduelighed ikke aner, hvad han taler om. Der er absolut intet "kult" over den udgivelse. Alt, hvad det er, er én side med Ove Verner Hansen som dødsmesser sig igennem et par salmer, og én side med Ole Erling som disker op med julemuzak af værste skuffe - og altså heller ikke "Ole Erlings musik tilsat Ove Verner Hansens stemme", som Ekstra Bladet ellers mener at vide.
 
Ordet "kult" antyder endvidere, at der er folk derude, der samles omkring denne plade og dyrker den på et eller andet plan, men hvis det skulle være tilfældet, havde mit Instagram-opslag fra julen 2014 nok modtaget mere end 11 likes, og man ville nok heller ikke kunne finde pladen i stort set hver anden genbrugsbutik i Danmark. "Kult" min bare røv.
"Det' jul, det' kult" - Milling og Soulshock i firserne
Et styks Google Image Search, nul procents research og et par kommentarer fra en mand, som aldrig har hørt pladen = en komplet ubrugelig artikel. Milling eller Ekstra Bladet, I ringer bare, hvis I vil have et eksemplar. Jeg har to.
 
Men stadigvæk vildt nok, at de døde den samme dag, de to. I år bager vi sgu Ove Verner Hansens krydrede julekage til jul. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar