Vind i håret og vinyler i bagagerummet |
En tur i Netto blev i lørdags forlænget med et hurtigt besøg i Brugtvareterminalen i Viby. Det er ikke et sted, hvor man gør de helt store kup, men på den anden side synes jeg, de er ret fair mht. priser, og så er det bare et kæmpe sted med en hyppig udskiftning af varer, så man går sjældent forgæves. Når alt kommer til alt, har vi da også fundet en del fede ting der, som man sikkert godt kunne sælge videre for en mindre avance, hvis man ville.
Det gælder dog ikke deres vinylplader, som har en tendens til at koste en 10-15 kroner mere, end de er værd. På denne vindblæste dag fik jeg dog en julecompilation fra Total Experience Records og et stykke dansk popkultur for i alt 40 kroner, hvilket ikke er så slemt.
Da jeg lavede julekalenderen i december havde jeg omkring 30 plader at vælge imellem, men nu nærmer det tal sig en tredobling, tror jeg, så det er ikke engang sikkert, at denne funk/soul-plade får en plads i årets udgave. Det er lidt vildt at tænke på.
Jeg begyndte at købe juleplader for nogle år siden, fordi jeg mente, det kunne være en hyggelig måde at høre julemusik på, og da den lokale genbrugsbutik solgte LP'er for en femmer, var det jo ingen sag. Nu har jeg begrænset mine indkøb til klassikere og sære udgivelser, men samlingen er alligevel vokset eksplosivt de sidste par måneder, og det skyldes primært, at hver gang jeg bevæger mig ind i en genbrugsbutik, så står der små bornholmske Anders'er, pelshatsklædte russere eller folkekære skuespillere og lokker med juletoner og afsindigt grimme covers. Og dét kan jeg ikke stå for.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar