Juleaftens julesingle. Glædelig jul. |
Selve juleaften er på ingen måde min yndlingsdag i december, men den er nu cool nok, og jeg kan godt lide den tilgang til juleaften, "White Christmas" og "Silent Night", de to numre på denne single med Pat Boone, repræsenterer. For mig har de sange altid stået for de stille stunder, der typisk indtræffer, når gaverne er åbnet, og børnene er lagt i seng, og man har tid til at nyde stilheden (og sprutten). Den hvide jul er de seneste år (sandsynligvis pga. global opvarmning) blevet afløst af regn og storm, men det højner jo bare den nostalgiske higen efter sne og ild i kaminen.
Pat Boones take på de to sange er ganske glimrende med både strygere (signeret af Mort Lindsey's Orchestra), fyldigt kor (The Artic Malvern Singers) og kirkeklokkeklang. Det er den helt klassiske stil med masser af dybfølt patos og vellyd, og på den måde supplerer den #dagensjuleplade på #24dage24juleplader på allerfornemste vis. Har julestemningen ikke indtruffet sig hos dig endnu, kan jeg kun anbefale, at du hurtigst muligt får sat noget Boone, Como, Bing, Sinatra eller Nat King Cole på grammofonen eller Spotify-playlisten. Det er det perfekte skud kanel og gran i årerne på selv den værste Grinch.
Glædelig jul.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar