Singleliv: Importørens juleplade nr. 1...nej 2

Julis julesingle. Nu er der kun fem måneder til juleaften.

En katastrofe er indtruffet. Jeg troede, jeg lige havde nok julesingler til at gennemføre endnu en omgang "Singleliv" i år, men det viser sig nu, at jeg har været alt for lemfældig i mine indkøb af julemusik. Forklaring følger, men nu skal jeg altså i "til salg"-skabet på kontoret og lede efter en ekstra julesingle, hvis vi skal nå i mål i år.

 

Her er forklaringen:
 

På skærmen til venstre kan du nyde coveret af "Importørens juleplade" featuring ingen ringere end operasangerinde ved Det Kongelige Teater Kirsten Hermansen og operasanger ved selvsamme institution Poul Bundgaard, men vi må lade det blive ved coveret desværre. Sagen er nemlig den, at jeg i ungdommelig kådhed engang i tidernes morgen kom til at købe denne single uden at inspicere indholdet først, og nu står vi så tilbage med coveret til "Importørens juleplade" indeholdende den inferiøre skive "Importørens juleplade nr. 2" med julesange sunget af Hannah Bjarnhof og Hans Kurt (screw you, Hans Kurt!)

 

Den single (i originalt cover) er jeg nu også besiddelse af, så julis udgave af "Singleliv" må i mangel af bedre blive den. Har du lyst til at høre "Importørens juleplade 1" og danne din egen mening om musikken, kan jeg trøste dig med, at den (plus "Importørens juleplade 2" og "Importørens juleplade 3" findes i stort set samtlige genbrugsbutikker, du kommer forbi. Serien  er med andre ord julemusikkens svar på Hanne Boels "Black Wolf".

Julis rigtige julesingle.


Nå, månedens julesingle, som jeg lige nu sidder og lytter til på en lummer julimandag, er i stedet "Importørens juleplade nr. 2".

Jeg er en dag for sent på den, idet i går var for sjov til at beskæftige sig med julemusik, og nu har jeg forhåbentlig lige en halv time til at få skrevet et par ord om musikken, mens yngstedatteren tager sig en velfortjent lur. Det skal lige nævnes, at jeg er halvdøv pga. en prop i øret efter en svømmetur i går eftermiddags, men det kan sagtens vise sig at være en fordel.

"Importørens juleplade nr. 2" lægger ud med Hans Kurt, som ganske pompøst (ikke ulig en af #24dage24julepladers hadeobjekter Poul Bundgaard) gaber sig igennem "Julen har englelyd". Det smørlækre Disneykor, der nynner med i baggrunden, hjælper dog på lytteoplevelsen. Dernæst præsenterer Bjarnhof os for en run-of-the-mill-version af "Dejlig er den himmel blå", og sidste nummer på side A er singlens bedste nummer; en instrumentalversion af "Kimer i klokker" med fuld gas på kirkeklokker, strygere og glockenspiel. Rendyrket julelyd, som nok skal vække glæde i december.

Hvor side A kun består af salmer, får vi mere gang i den på B-siden, som efter en ganske habil udgave af "Julen har bragt velsignet bud" (Hans Kurt) skruer tempoet op med en all-time favorit, "Sikken voldsom trængsel og alarm" (dog undlader man også her at inkludere de gode vers), og den skrækkelige "Nu er det jul igen" - begge sunget af Hannah Bjarnhoff. Jeg er ikke imponeret, og jeg havde egentlig glædet mig til at lytte til Hermansen og Bundgaard, men - ok - sådan skulle det ikke være, og singlen reddes da lidt i land til sidst, hvor en myndig manderøst bekendtgør: "Importøren ønsker dem en glædelig jul". Sådan noget elsker jeg, og alt i alt lander vi nok på en lunken treer ud af seks stjerner.

Hvem eller hvad "Importøren" var, ved jeg ikke, men de to covers synes at afsløre, at der er tale om et varehus af en slags. I vinduet ses i hvert fald både cykler, hvidevarer og fancy halvtredserlamper. Jeg har selvfølgelig googlet det, men hvis det ikke er iblandt de første ti forslag, findes svaret ikke.

Fortsat god sommer. Jeg beklager manglen på morsomheder.  

Ingen anmeldelse i dag

Da jeg har alt for travlt med at have det fedt, kommer der ingen anmeldelse af en julesingle i dag. Måske i morgen, når jeg er færdig med at have det fedt.

En uforbeholden undskyldning til Brugsen

Jeg ved ikke, hvorfor det kommer som en overraskelse for mig, for selvfølgelig er SuperBrugsen i Hørning leveringsdygtig i SunLolly med smag af karamel og mynte - og det på trods af at isen tilsyneladende ikke produceres længere. Jeg bøjer mig i støvet for den Brugs, som er en fremragende en af slagsen med et ekstremt bredt varesortiment og masser af gode tilbud. Jeg digger.

Punk-faktoren i vores fryser er igen steget betragteligt

Nu sidder jeg så tilbage med følelsen af, at jeg skylder Brugsen en undskyldning. Den tiende december sidste år dømte jeg nemlig Brugsen som taber af den store julepladedyst 2015, hvilket jeg nu må erkende, er en kæmpe fejl. Selvfølgelig når Favør-pladen ikke Brugsens output til sokkeholderne, og i virkeligheden er der noget ganske charmerende over det DIY-udtryk, vi præsenteres for på bagsiden af pladecoveret. Favør har sgu aldrig udgivet god julemusik, og de ville aldrig (såfremt de stadig drev forretning) opkøbe og sælge ud af restlageret af lækker, lækker sommeris.

 

Undskyld Brugsen.   

Gavekort og dansktopsbeef

Det kan måske undre, at jeg havde held til at lokke en alt for teenage-agtig og ferieramt snart niårig med på pladejagt i Loppehuset, men det skyldes primært, at jeg endelig fik indløst et af de sidste ubrugte "gavekord", jeg modtog som gave til min fødselsdag for halvandet år siden.

Et udvalg af de gavekort, jeg fik til min 37-års fødselsdag

Sidste indløsningsdato var vist nok overskredet med et par måneder, men hun forbarmede sig over mig, og nu håber jeg så bare, at hun også vil indvillige i at vaske bilen snart (og helst inden vores rejse til Tyskland).

 

Det er altid hyggeligt at have hende med på sådanne genbrugsture (især efter hun har fralagt sig passionen for lyserødt, blomsterudsmykket porcelæn), og denne gang gik hun hardcore efter juleudgivelser, men der var ikke lige nogen, der faldt i faderens smag (ikke underlige nok).

 

Det tætteste, vi kom på et juleindkøb, var en signeret skive med salige Jodle Birge med titlen "Du kære gamle julemand". Desværre havde anti-jodle-fans skamferet den ved at påtegne røde dæmonøjne på den gamle tarmrensers ansigt - eller også var det Birge selv i et forsøg på at indynde sig hos den letpåvirkelige, pladekøbende, autografsjagende fan ("Rigtige Venner, jo jo, men jeg er i virkeligheden en djævelsk karl, Grethe...mys mys.")

 

Sært nok er jeg ikke i stand til at finde et billede af coveret, men i min søgen faldt jeg over en anden af Jodle Birges juleudgivelser:

"Hvide vinter juletid" - det ligger godt i munden

Man må antage, at titlen "Hvide vinter juletid" er en fordanskning af julebaskeren "Winter Wonderland", og her bliver det for alvor interessant. Har man set DR K's udsendelser om dansktoppens historie, vil man vide, at beefen mellem 2Pac og Biggie er det rene vand sammenlignet med rivaliseringen mellem Keld Heicks sjællandske dansktopsmafia og de jyske kassettebåndskunstnere. Set i det lys er titlen på Jodle Birges plade intet mindre end en stor fuckfinger til Keld og Hilda Heick, som har høstet masser af julehæder med deres version af "Vinterhvidt Vidunderland". Birges modtræk mod Heick, Danmarks Radio og resten af Københavnerklikens forsøg på at holde de hæderlige jyder væk fra æteren er ærefrygtindgydende og særdeles effektiv. Fra i dag er den officielle oversættelse af "Winter Wonderland" "Hvide vinter juletid". Husk det!

Dansktoppens Cosa Nostra

Loppehuset i Højbjerg

Det kan ikke undre, at tosserne i Kræmmerland Syd har lukket butikken. Kundepleje var mildest talt ikke deres stærke side, og når man konsekvent vælger at fokusere på plastikpartivarer og deslige i håbet om at skabe en århusiansk pendant til Hjallerup Marked eller Låsby Svendsens foretagender, er man dømt til at mislykkes. Det var virkeligt et specielt sted, som du nu ikke længere har muligheden for at opleve.

 

Som tidligere nævnt er lokalerne dog fede nok og ganske velegnede til markeder, udstillinger, erotikmesser og den slags, så da jeg hørte om Loppehuset og så adressen, tænkte jeg, at det var dejligt, at man har genåbnet den gamle industribygning under andre rammer og med et andet koncept.

 

Nu kan foreninger leje sig ind og afholde loppemarkeder på udvalgte datoer, og af samme årsag har jeg ikke overvejet at aflægge stedet et visit, da chancen for at gøre de store vinylfund nok er minimale, når den lokale ornitologklub sælger ragelse...men jeg var der i går...og jeg tog grueligt fejl...big time.

 

Det viste sig, at Loppehuset slet ikke ligger i det gamle Kræmmerland Syds bygning, men i nogle endnu større bygninger lidt længere nede af vejen. Og her viste det sig også hurtigt, at det er et godt sted for pladejagt, for da ældstedatteren og undertegnede ankom en halv time efter åbningstid, mødte vi den ene ældre herre efter den anden med favnene fulde af samleobjekter, klassikere og (værst af alt) en masse indie- og rockudgivelser, som jeg godt kunne tænke mig at få fingrene i.

 

Mens snakken gik lystigt om den i øvrigt tragikomiske Facebook-gruppe "Spinning Vinyl" ("vinyl" udtalt som man siger "vinyl" på jysk) og "Den har jeg godt nok, men man kan da altid bruge to eksemplarer af den her The Smiths...HAHR HAHR HAHR...", bevægede jeg mig desillusioneret og med mord i øjnene over mod de svært bevogtede kasser for at bladre dem igennem. Her var jeg trods alt en smule heldig og fandt lidt Killing Joke og U2 samt et par The The- og The Cure-singler...og så den her:

Claus Hjort approves:

Nå. Jeg kunne alligevel ikke lade være med at føle mig en smule slukøret, men bedst som jeg stod og bladrede i den sidste kasse (og datteren forståeligt nok var ved at blive utålmodig), spottede jeg ud af øjenkrogen, at en særdeles grådig herre var ved at kigge de 40-60 plader, han havde raget til sig, igennem, og da han betalte og gik, fes jeg over for at se, om han havde stillet noget tilbage og fandt bl.a. disse to:

Cocteau Twins og The Jesus and Mary Chain (i flot stand og til en tier stykket) er lutter skotsk goodness, så det reddede da min dag en smule, men næste gang, der er loppemarked i Loppehuset en søndag klokken 12, springer jeg nok omklædningsrumsøllen over og kører direkte derover efter fodboldtræning. Lesson learned.

Singleliv: Kid Creole and the Coconuts

Junis julesingle. Nu er der kun seks måneder til juleaften

Jeg har vist nævnt det før, men der findes stort set ikke noget værre end julesange sølet til i sol, sand og sommer.

Men når nu det er blevet populært at fejre begivenheder som Christmas in July og Half Christmas, er det måske meget passende, at der findes julemusik udsat for steel drums, hula-hula-piger osv., hvis man insisterer på at fejre jul i sommermånederne. 

 

Jeg forstår det nu ikke, men alligevel kunne jeg ikke stå for denne bizarre maxi-single, da jeg faldt over den i Brugtvareterminalen i foråret, og da det i dag er Half Christmas (6 måneder til juleaften - i hvert fald i Danmark), er det på sin plads, at det er denne skive, der får lov til at sparke årets udgave af "Singleliv" i gang.

"Singleliv" er (hvis du skulle have glemt det) min nystartede tradition, hvor jeg hver måned d. 24. tæller ned til den nært forestående højtid ved at anmelde en rædderlig julesingle, og i denne måned tilfalder æren altså Kid Creole and the Coconuts' "Christmas in B'Dilli Bay". 

 

Velkommen til.

 

Lad os starte med coveret, som ligger der på en af vores solsenge ude i haven og slænger sig. Jeg er vild med det. Jeg ved faktisk ikke meget om Kid Creole, og jeg er for doven til at læse op på ham, men lad os bare antage, at han er den flotte fyr med fiskestangen i forgrunden. Se, hvordan han ligger der og nyder tilværelsen i selskab med sin homie, der har gang i en særegen halv-Brian-Laudrup-mod-Brasilien-i-1998-halv-Watusi-positur, og to juletøjsklædte drillepinde, der tydeligvis har planer om at ødelægge den gode stemning ved inden for de næste par sekunder at fyre et par snebolde i nakken på Kid.

Jeg kender absolut intet til B'Dilly Bay, men det er åbenbart et sted, hvor den falske sne uden sans for sæsonernes skiften daler stille ned over krabber, pingviner, palmetræer, kaktusser, snemænd, juletræer og Calypso-Gangstere. Her gad man da godt ligge og halvfrysende sippe til en vammelsød Piña Colada, alt imens caribiske toner strømmer ud af de højtalere, der med garanti er installeret et sted i palmerne, og pingviner tilbyder fodmassage og andre ydelser for et passende beløb. Jeg booker sommerferien med det samme!  

 

Nå, men musikken siger du? Den er ikke noget værd. Jeg ved ikke engang, hvordan jeg helt skal karakterisere den. Det er bare caribisk kedsommelig popmuzak, og julerelationen er mere end svær at få øje på. "Christmas on Riverside Drive" i en remixet version kommer nærmest ("There's nothing as sublime as Christmas on Riverside Drive"), mens "Dear Addy" (remix), "No Fish Today" og "Yolanda" (remix) bare er fyld.

Og det er egentlig meget heldigt, for så slipper jeg både for at lytte og skrive mere, og jeg kan i stedet koncentrere mig om at fejre, at min sommerferie netop er begyndt. Huzzah!

Solbeskinnede sommersange

Tillad mig igen i år at gøre opmærksom på min sommerplaylist "T-Shirt Weather Songs (the Songs of Summer)" på Spotify, som indeholder alle de store sommerhits, personlig sommernostalgi og så meget jangle pop, marimba, svævende vokaler, tyk synth og bølgebrus, at du faktisk ikke behøver andet for at bringe dig i hedt sommerhumør (det skulle da lige være denne is - fuck jer, Sun Lolly!)

 

Den samlede spilletid er i skrivende stund på 25 timer og 50 minutter, hvilket gør den perfekt til en lang dag og nat med alt fra morgendrinks til...flere morgendrinks et døgn senere.

 

Jeg må indrømme, at det er som om flowet mister en smule momentum midt i listen, men jeg har inspiceret skaderne og konstateret, at ingen sange kan undværes. Dog har jeg forsøgt at reparere og kitte lidt ved at lade hver tiende sang være en hiphop-banger. Jow, at lave playlists og mixtapes er en alvorlig sag.

En tur i Helved

Eksamenstid er en travl tid, men også en kæmpe fest. Jeg elsker at komme rundt i landet og jonglere med unge menneskers skæbner, og da jeg også er pengegrisk, har jeg sågar igen i år meldt mig som skriftlig censor, så det er drønsvært at finde tid til at skrive om frække damer i firsermakeup og lædernederdele, der har udgivet juleplader. Oh well, det må vente til december.

I år var jeg desuden så heldig at blive kaldt ind til en akut censortjans i Sønderborg, hvilket udover et par skønne dage ved det grønne bord og en tur over grænsen efter luksusgin og pølser gav mig mulighed for at besøge et par af egnens genbrugsbutikker.

Jeg havde lavet lidt research hjemmefra, men de par stykker, der blev anbefalet varmt, viste sig at være ren lort. Især var der en enkelt butik, hvor man af uransagelige grunde havde valgt at tape deres LP-covers til, så man ikke kunne få selve pladen ud og inspicere den for ridser og klatter. Da jeg efter et øjebliks forundring bad om lov til at bryde forseglingen, fik jeg modstræbende stukket en saks i hånden med ordene: "Ja, så må jeg jo bruge tid på at sætte nyt tape på, når du er færdig med at kigge". Dejlig dame. 

Alle veje fører til Helved

Herefter tog jeg turen til Helved, hvor jeg på den navnkundige adresse "Helved 11" fandt denne fine butik, hvor jeg godt nok ikke gjorde de store fund, men man kunne fornemme på stemningen og lugten (og de uforståelige sønderjyske frivillige), at her kunne man godt være heldig at falde over fede ting en anden god gang. Sådan noget kan en kender mærke.

Da jeg kom hjem, postede jeg ovenstående billede på instagram og skrev denne lille onkelvittige tekst som akkompagnement:

Det følgende døgn mistede jeg et bemærkelsesværdigt større antal følgere, heriblandt en del tidligere elever, som er involveret i Pinsekirken og andet morads, hvilket overraskede mig en smule. Jeg havde trods alt forventet mig mindre bornerthed fra deres side.

Især efter en time, hvor det endnu engang var lykkedes mig at kreere et verbalt Sodoma og Gomorra i lokalet, og en af dem stirrede mig direkte i øjnene og bekendtgjorde: "Vi beder for dig, Anders".

Nå, jeg må jo bare konstatere, at der åbenbart er grænser for næstekærligheden blandt de skinhellige.

En sommerservicemeddelelse

 

Denne fantastiske Sun Lolly, som bar mig igennem en gennemsnitlig sommer sidste år, lader til at være draget til de evige ismarker. Så ved I det.

 

Den figurerer hverken på Sun Lollys hjemmeside eller i supermarkederne rundt omkring, og alt tyder på, at vi har set det sidste til denne læskende kombination af kunstig karamel og mynte og ikke mindst den charmerende maskot, som tydeligvis dyrker Oi!-stilen - fuldendt med grønne Dr. Martens og opbrættede skinny jeans.

 

Jeg reddede mig ved et lykketræf en enkelt kasse i den lokale Brugs, men der var åbenbart bare tale om et restlager, og som bekendt gør en enlig svalende is ingen sommer :-(

 

Hvad fanden er der i vejen med jer? Her har Sun Lolly åbenbaret paradis for jeres øjne, og så tager I ikke imod og lader nonchalant et svigtende salg diktere Sun Lollys ageren på det danske ismarked, hvilket betyder, at I nu skal sidde og sutte i den ene vammelsøde smagsvariant efter den anden sommeren ud. Det er lige til at blive godt og grundigt deprimeret af.

 

PS. Nå, ifølge kalenderen er det sommer i morgen, og tilfældighedernes spil har skaffet mig lige præcis nok singler til at gennemføre endnu en omgang Singleliv, som går ud på, at jeg her på siden anmelder en julesingle hver måned fra Half Christmas d. 24. juni og frem til den store dag. Det skal nok blive enerverende.

Ole Erling: 1938-2016 & Ove Verner Hansen: 1932-2016

Det er måske også på sin plads med et par mindeord i anledningen af Ove Verner Hansens og Ole Erlings simultane dødsfald d. 20/2 i år, men jeg har sandt at sige ikke meget at fortælle om hverken den store Hammond-virtuos eller Bøffen.

Til gengæld har jeg en hel del at fortælle Henrik Milling, som Ekstra Bladet hev fat i, da det gik op for dem, at de to korpulente herrer havde udgivet et julealbum sammen i 1976.

Min gamle anmeldelse af pladen fra forrige jul kan læses her.

Henrik Milling, som fra nu af altid skal omtales som "Musikekspert" i citationstegn, har tydeligvis aldrig hørt (eller bare hørt om) pladen, men tøver alligevel ikke et øjeblik med at definere den som værende (og jeg hader det komplet åndssvage udtryk) "kult":

"Det er den allerede. Man kan ærgre sig over, det ikke er jul nu, så kunne den have fået en vis opblomstring. Jeg kan næsten høre, hvordan den lyder for mit indre øre,"

udtaler han bl.a. og tilføjer: 

"det skal nok være en plade, der deler vandene."

Hør her, Milling. Jeg hører for mit indre øre en "musikekspert", som i sin fuldkomne uduelighed ikke aner, hvad han taler om. Der er absolut intet "kult" over den udgivelse. Alt, hvad det er, er én side med Ove Verner Hansen som dødsmesser sig igennem et par salmer, og én side med Ole Erling som disker op med julemuzak af værste skuffe - og altså heller ikke "Ole Erlings musik tilsat Ove Verner Hansens stemme", som Ekstra Bladet ellers mener at vide.

 

Ordet "kult" antyder endvidere, at der er folk derude, der samles omkring denne plade og dyrker den på et eller andet plan, men hvis det skulle være tilfældet, havde mit Instagram-opslag fra julen 2014 nok modtaget mere end 11 likes, og man ville nok heller ikke kunne finde pladen i stort set hver anden genbrugsbutik i Danmark. "Kult" min bare røv.

"Det' jul, det' kult" - Milling og Soulshock i firserne

Et styks Google Image Search, nul procents research og et par kommentarer fra en mand, som aldrig har hørt pladen = en komplet ubrugelig artikel. Milling eller Ekstra Bladet, I ringer bare, hvis I vil have et eksemplar. Jeg har to.

 

Men stadigvæk vildt nok, at de døde den samme dag, de to. I år bager vi sgu Ove Verner Hansens krydrede julekage til jul. 

På pladebørs i Hadsten

Hej. I dag har jeg været til pladebørs i Hadsten ("og hvorfor så det?"), fordi jeg for en måneds tid siden mødte to flinke ældre herrer midt i Århus Klunsernes syndige rod i Lading og modtog en invitation ("fortæl os mere, Anders!") Jeg plejer ellers normalt at holde mig fra den slags arrangementer, idet det er umuligt ikke at bruge for mange penge sådan et sted, men jeg havde lyst til at udvide min samling af britisk firserindie og blev ikke skuffet ("sådan der!"):     

Housemartins, Kitchens of Distinction, The Primitives og Killing Joke.

Når det kommer til juleplader, er jeg holdt op med at investere, med mindre der er tale om plader, jeg gider lytte til eller kan sælge videre - med fortjeneste - så det bliver i sagens natur ikke til mange julepladeindkøb nu om stunder. Det er heller ikke julemusik, man køber sig fattig i, når man er blandt professionelle sælgere, men jeg fik da Joan Baez' "Noël" med hjem, og så så jeg også den famøse juleplade fra Hookfarm, som er en dyr sag, men aldrig i nærheden af de 400 kroner, som Clemens Antikvariat pt. udbyder den til. Endnu mere vildt er det, at samme sted har "Jul med Familien Andersen" til endnu flere penge, og det er muligt, at der ikke er så mange i eksemplarer i udbud, og den har en eller anden form for kitsch value, men vis mig det menneske, der vil give flere hundrede kroner for en plade, der ikke burde være mere end en tier værd, og jeg skal vise dig en forbandet idiot.

 

Men så er det jo heldigt, at jeg fandt et eksemplar i tiptop stand til netop en tier, da jeg svingede forbi Lading på vej hjem fra Hadsten. Måske bør man besøge Clemens Antikvariat på mandag for at se, om de vil gøre en super handel og købe den for 200 kroner? Eller også bør man bare gemme den i reolen til december og glæde sig umanerligt meget til at harcelere over, at Lille Bo og resten af familien forpassede chancen for at spinde endnu mere guld på "Jeg har set en rigtig negermand" og lave en juleficeret version ved navn "Jeg har set en rigtig nissemand". Det gør mig sgu så rasende, at nogen kan overse sådan en åbenlys guldranet mulighed for at sikre sig evig berømmelse og fast plads på samtlige julecompilations fra 1970 til verdens undergang (2036 by the way). Jeg holder dig ansvarlig, far Andersen! Dit lettere indavlede udseende er absolut ingen undskyldning for vel nok den største brøler i nyere dansk musikhistorie. Aaaarrggghhh!       

Jeg har set en rigtig...tissemand?

David Bowie: 1947-2016

Med et halvhjertet ønske om at sparke lidt liv i bloggen igen forsøger vi os med et dødsfald. David Bowies.

 

I mine to seneste indlæg har jeg cirklet omkring tidspres og julemæthed som værende udslagsgivende faktorer for denne blogs stilstand, men jeg må også indrømme, at Bowies død slog mig noget ud - faktisk i en sådan grad, at det var svært at tænke på andet længe efter nyheden dukkede op den mandag morgen i januar.

 

Fredag d. 8/1 skrev jeg begejstret dette om Bowies nyeste udgivelse: 

2016 er i den kontekst kommet ekstremt godt fra start, for det viser sig, at David Bowie har besluttet sig for at lave fremragende og vedkommende musik igen, og jeg sidder lige nu og lytter til "Blackstar", som udkommer i dag.

Den følgende mandag havde jeg sat mine elever i gang med en typisk hjernedød mandag-morgen-øvelse ("Find en interessant artikel på en britisk avis' hjemmeside og sig noget fornuftigt om den"), da den altoverskyggende nyhed på samtlige elevers computere pludselig var "David Bowie dies of cancer at 69". Jeg har ikke lyttet til "Blackstar" siden.

Til gengæld har jeg gennemtrawlet hele hans diskografi fra ende til anden et par gange, og nu er jeg Bowie-mæt, men også fuld af beundring for mandens musik og generelle betydning - især som stilikon og identitetsudfordrer. Som musikskaber har jeg aldrig helt købt præmissen om, at han har stået fadder til 5-6 stilarter, for flere gange har han også haltet gumpetungt efter (her tænker jeg mest på balle-Bowie, drum and bass-Bowie og fjollede folksy-Bowie), men at han var en genial sangskriver, kan man ikke tage fra ham. Kig blot på hans output fra 1970-1980 (den rædderlige "Pin Ups" fraregnet)...wow!

For mig personligt har Bowie altid været der, men det var først i sluthalvfemserne, jeg for alvor dykkede ned i hans udgivelser og fik øjnene op for hvor vild han er. Dette skyldtes, at jeg kom til at dele en lejlighed med en mandsperson, som havde en ekstrem konservativ tilgang til musikken. For ham gav 3-5 artister og bands alt det, han havde brug, hvilket var komplet uforståeligt for et musikalsk nysgerrigt menneske som mig. Bowie var en af disse, og det var en kæmpe oplevelse at give sig i kast med alle de CD'er, der pludselig befandt sig i min umiddelbare nærhed.

Siden har han i perioder fyldt en hel del i mit liv, og jeg er ekstremt glad for, at jeg fik chancen for at se ham på en amfiscene i støvregn i Horsens denne sommeraften:

 

 

 

Nå, traditionen her på siden er at hylde nyligt afdøde artister, som har en eller anden forbindelse til julemusikken, og her kan man ikke sige, at David Bowie har været nævneværdigt aktiv (heldigvis), men vi har da denne spøjse duet med Bing Crosby at fornøje os med, hvilket også validerer denne update. Nu skal Bowie have en pause, og når efteråret melder sig, er det vist på tide at voldspille "Blackstar" igen.
 

 





Blogito ergo sum

Ifølge mine kalkulationer fyldte denne blog 1 år i går, hvilket jeg valgte at fejre ved at køre en tur forbi GPS'en Genbrug i Nørrenutten på vej fra arbejde. Rygtet sagde, at de havde flere Bowie-plader til salg, men det viste sig at være en and (en stor møgbeskidt and). Væk var de i hvert fald. I stedet fik jeg gjort min samling af Simple Minds' postpunk- og new wave-udgivelser (1979-1984) komplet, tilføjet lidt til mit store pladeudsalg, og så fandt jeg den her lækre sag til ingen penge:

Rygtet siger, at Morrissey fyrede dem som opvarmningsband for The Smiths på deres "The Queen Is Dead"-tour, fordi de var alt for gode og overskyggede Moz og co. fuldstændigt. Det lyder sandsynligt nok, og pladen, som lyder som et mix af The Smiths og Bowie, er umiddelbart en sand lækkerbisken.

Nå. Som det også fremgår af mit seneste indlæg, går jeg for tiden og overvejer denne blogs fremtid, men jeg er nok nået frem til den konklusion, at gammelt julemusik er alt for vigtig en sag til bare at give op. En rigtig blog bliver det her sted dog aldrig. Dertil er engagementet og tiden for sparsom, hvilket også gjorde, at jeg i december aldrig fik gjort alle de ting, jeg havde sat mig for.

Jeg savner de dage, hvor min personlige blog var en naturlig forlængelse af mit fysiske jeg, min daglige kontakt til min omgangskreds og en alternativ vej ud i nye sociale sammenhænge og sammensætninger. Det lyder måske højtragende, men det synes jeg nu ikke.

Jeg blev grebet af blogging-fænomenet i de spæde 00'ere, da jeg så et indslag om det i "Raketfart" (tror jeg det var) og straks oprettede min egen blog. Den fik dog kun en kort levetid, da jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle stille op med den, men det tog fart igen, da jeg inspireret af venner fra studiet pludselig fik øjnene op for mediets relevans og muligheder.

Det var en sjov tid, og da det var på sit højeste, arbejdede mit hoved konstant på højtryk med at omsætte alle mine irl-oplevelser til blogindlæg, mens de fandt sted. Min lille blog med ganske få læsere gav mig venskaber og oplevelser, jeg ikke vil være foruden, og senere gennem Frekvens.dk (som by the looks of it er blevet hacket for nyligt) blev kontaktfladen udvidet, oplevelserne flere og nye verdener åbnet igennem koncerter, festivaler, DJ-gigs osv.

Hvad kan denne lille, uanseelige julemusikblog så bidrage med? Ingen anelse. Personligt har jeg ikke længere behov for at gøre mig bemærket, sætte spor eller etablere nye bekendtskaber, og hver eneste dag bliver jeg bombarderet med over 100 forskellige individers holdninger, udsagn, hilsner, smil, gab, nye frisurer osv. gennem mit arbejde, så jeg er socialt og kommunikativt mæt, når jeg kommer hjem.

Derfor vil denne blog aldrig blive opdateret dagligt, og derfor vil den aldrig få ret mange læsere. Den får dog lov til at bestå. Hvorfor? Fordi jeg ved, at du ikke kan leve uden at vide, hvad jeg synes om Barbra Streisands version af "Jingle Bells" (yikes!), hvordan Poul Reichhardts julealbum lyder, eller hvordan Else Maries irske kartoffelboller smager, og det skal du have tak for.

Februar-update

Hov, inden februar 2016 er en saga blot, er det måske passende med en lille update.

Som blogbestyrer gennem mange år er jeg en erfaren rotte inden for denne type posts, hvor man undskylder sin manglende tilstedeværelse for et ikke-eksisterende publikum, og her er endnu en af slagsen:

Jeg beklager, at jeg ikke har haft tid til at opdatere denne blog med alle de historier, opskrifter, nekrologer, full frontal nudity osv., jeg havde tænkt mig, men januar og februar har desværre været hårde måneder med stort set ingen fritid (i hvert fald ikke fritid jeg har haft lyst til at bruge på at skrive om julemusik, kartoffelboller, Ole Erling, gamle dameblade, sindssygt pladeheld, fiktive pladeudgivelser, Nibe og den slags).

Tidsmæssigt lysner det lidt i fremtiden, så det kan være, der vil komme lidt mere aktivitet her de kommende måneder. Om ikke andet har jeg ryddet gevaldigt op i pladesamlingen og vil inden længe sætte en stor bunke til salg her og andre steder - og der vil være andet end julemusik på bud :-) 

Derudover fandt jeg et par julesingler den anden dag, så Singleliv 2016 er også en realitet, men nedtællingen starter nok ikke før omkring sommerferien.

Nå. Ind til videre kan du godt hvile F5-tasten, når du aflægger et visit her, men i løbet af marts skulle der gerne ske en lille smule. Stay tuned...

Andre plader tager skuffelsen i stiv arm

Modsat visse andre plader i min pladesamling tager disse gutter skuffelsen over at være blevet vraget til decembers julekalender med stoisk ro...altså så længe vi ikke løber tør for de hårde stoffer. 

White Christmas...ja, lige op i næsen, tak!

Se mig, se MIG...jeg er den lille gode julefe.

 

Du kan få en juleflad, kan du. LOL!

Drrrrrrrrrrrruuuuuhhhhh....hø hø...